UlovligKopiering.dk
UlovligKopiering.dk har eksisteret siden 2016, og er således den nyeste af mine tre virksomheder. Virksomheden startede ligesom OnlineSynlighed.dk som en sidebeskæftigelse under Nielco IT og voksede sig sidenhen større, hvorefter den til sidst blev til en selvstændig virksomhed i 2016.
UlovligKopiering.dk startede ud som en tjeneste, hvor virksomheder kunne få hjælp til digital bevissikring og advokatbistand, når de opdagede, at deres digitale indhold var blevet kopieret. Desværre var der mange virksomheder, som slet ikke opdagede, at de blev kopieret.
Jeg valgte derfor at videreudvikle virksomheden.
Vi har kompetencerne til at tilbyde en alt-i-en løsning, hvor virksomheder kan få hjælp til både registrering af ulovlig kopieret indhold, digital bevissikring og juridisk bistand.
Historien bag UlovligKopiering.dk
UlovligKopiering.dk opstod som følge af, at jeg oplevede, at indholdet på bloggen i min virksomhed OnlineSynlighed.dk blev kopieret. Ligeså oplever også mange andre virksomheder og webshops, at deres indhold bliver kopieret dagligt.
Kopiering af andres hjemmesideindhold er et brud på ophavsretsloven, men er samtidig et stort problem for de virksomheder, som bliver kopieret. Det skyldes, at Google straffer sider med duplikeret indhold, hvilket vil sige, at hjemmesiden bliver nedprioriteret i søgeresultaterne, når indholdet findes på flere hjemmesider. Det kan således betyde tabt omsætning for de virksomheder, der bruger tid og penge på at lave godt og unikt indhold, og som får kopieret deres tekster.
Ulovlig kopiering af digitalt indhold er dermed et stigende problem, og selvom der er tale om tyveri, er der mange, der vælger at kopiere andres indhold og bruge det på deres egen hjemmeside, fordi det er nemt og hurtigt.
Alt-i-en løsning mod ulovlig kopiering
I kampen mod ulovlig kopiering valgte jeg derfor at stifte UlovligKopiering.dk. for at hjælpe andre virksomheder med at beskytte deres tekster og indhold på hjemmesiden. I den forbindelse har jeg i samarbejde med to partnere udviklet et system, der automatisk registrerer, når en tekst bliver kopieret, og som derved beskytter virksomhedernes hjemmesideindhold mod ulovlig kopiering.
I UlovligKopiering.dk tilbyder vi således en alt-i-en løsning, der består af kopibeskyttelse, digital bevissikring og advokathjælp. Her kan virksomheder, som er tilmeldt vores service, få hjælp til registrering af kopieret indhold, digital bevissikring af indholdet samt advokathjælp til fremsendelse af vederlag og godtgørelse for det kopierede indhold.
Med UlovligKopiering.dk kører vi efter princippet No Cure No Pay. Det betyder, at der kun køres på de sager som virksomheden selv ønsker, og at virksomheden kun betaler en procentdel af det beløb, som virksomheden får fra modtageren for det ulovligt kopieret indhold.
Digital bevissikring og IT-sagkyndig
Som IT-ekspert er det i UlovligKopiering.dk blandt andet min opgave at foretage den digitale bevissikring og dermed sikre, at der er tilstrækkeligt bevis for, at den pågældende virksomhed er blevet kopieret. Bevissikringen har desuden til formål at dokumentere, at virksomheden, der er blevet kopieret, har ophavsretten på indholdet.
Hvis modparten, der har kopieret virksomhedens indhold, afviser at betale kravet, som vores advokat har sendt, kan sagen ende i retten. I dette tilfælde fungerer jeg også som IT-sagkyndig og leverandør af den digitale bevissikring til retssagen.
Jeg har arbejdet som IT-sagkyndig i retssager gennem de sidste 12 år, og har desuden mange års erfaring med at sikre den digitale bevissikring i retssager omhandlende ulovlig kopiering. Sammen med advokaten sørger jeg derfor for, at virksomheden, som har fået kopieret sit indhold, er i fagligt kyndige hænder – også hvis sagen om ulovlig kopiering skulle ende i retten.